Gensyn

Jeg har m¯dt dig f¯r! Dig! Ja.
Engang. Dengang.
Da var jeg 24 og langhÂret og tyndere end i dag og gik med spidse sko og en flÂet sort skjorte og lÊderjakke og lejlighedsvis mascara og h¯rte
Jesus and Marychain og gik i byen hele tiden.

Vi endte i mit vÊrelse og vi elskede som store rasende dyr p en beskidt madras p gulvet og du rev mig p skuldrene(blod) og vi sloges meget.....
Og at vi sÂs en gang til....og jeg var ond ved dig og fik dig til at grÊde...lidt.....
For jeg var arrogant, engang og ville ikke b¯je mig for noget.

Og vi skrev faktisk lidt sammen, breve.
Og du sendte mig en gave, en plastikÊske, gennemsigtig - med absolut ingenting i som jeg opfattede som ren forpulet woodoo og senere skar et kors i med en skarp dolk, som for at lÂse det, der ingenting, der var derinde vÊk for altid.

Hvis det var dig, boede du i et vÊrelse i en st¯rre, lidt hÊrget lejlighed.
VÊrelset vendte ud mod vejen.
Du var blond, dengang. Og ¯jnene s ud som i dag, fulde af brus og b¯lger og pludselig kulde og brÊndende sol.
VÊrelset var trist, og der var ikke rigtig nogen af dine egne ting i det og jeg husker at jeg sad i vindueskarmen og s ned p bilerne, som en flod, forbi, brusende.

Men det var nok ikke dig - det var en anden, en anden, end, dig, og hvis det var, dig, s er jeg i hvertfald ikke helt hvad jeg var, dengang.

Og hvem det end var, det var, var det dig? SÂ opstod der en blindhed i mig bagefter - et forsvindingspunkt, en rungende stilhed, en f¯lelse af at have vundet og tabt alt.
Det hele.
Var det?
Det kunne det have vÊret.
Men var det, dig?
Er det? Er det mig, der skriver det her?
Eller spinder jeg os langsomt ind i ord, i en metamorphisk pubbe, som for at springe sommerfugle-let frem i solen, bleg og skr¯belig? G¯r du?

Og er det fugle der, i trÊerne, der skriger og venter med klaprende nÊb?