Gensyn


Jeg har mødt dig før! Dig! Ja.
Engang. Dengang.
Da var jeg 24 og langhåret og tyndere end i dag og gik med spidse sko og en flået sort skjorte og læderjakke og lejlighedsvis mascara og hørte
Jesus and Marychain og gik i byen hele tiden.

Vi endte i mit værelse og vi elskede som store rasende dyr på en beskidt madras på gulvet og du rev mig på skuldrene(blod) og vi sloges meget.....
Og at vi sås en gang til....og jeg var ond ved dig og fik dig til at græde...lidt.....
For jeg var arrogant, engang og ville ikke bøje mig for noget.

Og vi skrev faktisk lidt sammen, breve.
Og du sendte mig en gave, en plastikæske, gennemsigtig - med absolut ingenting i som jeg opfattede som ren forpulet woodoo og senere skar et kors i med en skarp dolk, som for at låse det, der ingenting, der var derinde væk for altid.

Hvis det var dig, boede du i et værelse i en større, lidt hærget lejlighed.
Værelset vendte ud mod vejen.
Du var blond, dengang. Og øjnene så ud som i dag, fulde af brus og bølger og pludselig kulde og brændende sol.
Værelset var trist, og der var ikke rigtig nogen af dine egne ting i det og jeg husker at jeg sad i vindueskarmen og så ned på bilerne, som en flod, forbi, brusende.

Men det var nok ikke dig - det var en anden, en anden, end, dig, og hvis det var, dig, så er jeg i hvertfald ikke helt hvad jeg var, dengang.

Og hvem det end var, det var, var det dig? Så opstod der en blindhed i mig bagefter - et forsvindingspunkt, en rungende stilhed, en følelse af at have vundet og tabt alt.
Det hele.
Var det?
Det kunne det have været.
Men var det, dig?
Er det? Er det mig, der skriver det her?
Eller spinder jeg os langsomt ind i ord, i en metamorphisk pubbe, som for at springe sommerfugle-let frem i solen, bleg og skrøbelig? Gør du?

Og er det fugle der, i træerne, der skriger og venter med klaprende næb?