Slottet.

Er mørkt.
Der er masser af udgange, men de åbner indaf og har ingen håndtag.
Der er mørkt, men mørket er blødt og hårdt på samme tid, og tiden står stille, tikker kun fremad gennem af små klik af kameraer, der optager på nethinder, brændende.
Der er hæle og hænder i handsker.
Der er glat og stramt og stole og gulve og og vægge og skabe fyldt med bevægende ubevægelighed.
Der er fanger og vogtere men ingen ved rigtigt hvem, der er hvem længere.
Ikke at det betyder noget.
For bag stramme maskers duggede glas forsvinder vi åndeløse og genopstår som sorte, syngende huller, hvori stjerner bader.

Og himlen renses.